Mad er blevet identitet
Insta-food
Anne Louise Stargate er trendforsker og indehaver af trendbureauet Stargate i Svendborg. Hun fortæller, at maden er blevet en del af vores identitet på samme måde som vores stil og valg af tøj. Den er måden, vi brander os selv på.
– Det kan man også se på de sociale medier, Der er faktisk mange mænd, der uploader billeder af deres kreationer udi kogekunst. Det er især noget med kødretter og chili. Mad, som man har brugt rigtig meget tid på. Det er en del af ens selv-branding at vise, at man tager sig tid til at lave mad helt fra bunden. Men der er forskel på, hvad man uploader på de sociale medier, og hvad man bruger af ressourcer på madlavning i weekenden, og hvad der sker i dagligdagen. Der er en kløft. Summerbird er chokoladen, man har stående fremme, når der kommer gæster, men så snart lyset er slukket, og der ikke er nogen, der tager billeder til de sociale medier, kan det godt være, at man sidder og spiser Haribo. På den måde har man både en forside og en bagside, og forsiden er den, man lægger på Instagram, siger hun.
– De fleste bliver indhentet af hverdagens travlhed, og mange benytter sig af nye muligheder. Vi ser en tendens til flere og flere færdigretter, men i stigende kvalitet, hvor man måske køber halvfabrikata, og en stor del af retten er færdig, men hvor man skal tilføre lidt kogekunst, så man sparer den tidskrævende del. Der er en holdning til, at man også vil have kvalitet inden for færdigretter.
Uddrag fra livsstil artiklen “Mad er blevet identitet”. Interview med Anne Louise Stargate i Fyens Stiftstidende, BASE, 2. januar 2015
© Januar 2015, Anne Louise Stargate