3D-Print – Megatrend

3D print dig selv

3D-printeren står foran et massivt gennembrud. Det forventes at 3D-printede produkter vil udløse en ny industriel revolution og stoppe udflytningen af arbejdespladser til Fjernøsten. Vi er endnu i den tidlige fase.

Print i 3D har været kendt siden 80’erne, men teknologien er i dag kommet så langt, at 3D printeren findes i prisbillige og kompakte udgaver, som er tilgængelig for det lille hjemmekontor og hvor større og avancerede 3D printere kan erstatte almindelig fabriksproduktion af varer.

Den nye 3D hjemmeprinter

Det smarte ved en 3D printer til hjemmet er, at man lige kan printe den lille del man lige står og mangler. Et design, en kop, smykker, legoklodser, actionfigurer, reservedele til hjem og bil. Hvad man lige mangler. Til hjemmebrug er de billige printere dog stadigvæk på hobbystadiet og må betragtes som legetøj, der i plastmateriale udprinter smådimser og figurer.

Print on demand

Et sted ude i fremtiden behøver han ikke længere købe en fysisk vare i en butik eller webshop, for herefter at få varen tilsendt. Man kan i stedet for købe sig adgang til en digitale fil, som printer produktet ud på 3D-printeren.

 

Print en lampe

Fra prototype til produktion

industrien har i en årrække anvendt 3D-print som en nem fremstillingsform til prototyper og støbeforme, der efterfølgende bliver anvendt til traditionel produktion hvor produktet massefremstilles. Men de professionelle og avancerede 3D-printere skaber funktionsdygtige produkter i plast, metal, keramik og glas som printes ud stykvis.

Det vil ikke være nødvendigt for opfindere og designere at have indblik i hele produktionsledet, for med den industrielle 3D-revolution er det muligt for blot én person at stå for opfindelse, design og produkt produktion.

Produktion med “direct digital manufacturing” er fleksibel i forhold til de traditionelle produktionsformer, hvor man konstant kan udvikle og forny designet i en fleksibel produktionsproces. I traditionel produktion kræver en produktionsstart at der produceres en vis mængde produkter, for at produktionen kan være rentabel. 3D-printteknologi gør det muligt at producere nicheprodukter i et lille oplag.

Niche design / Personlige produkter

Med 3D-printteknologien kan man efterkomme kundernes ønske om individualisering og tilbyde produkter, der er tilpasset helt unikke kundebehov. Det kan blive muligt for stort set alle mennesker at designe og fabrikere produkter, for faktisk behøver man ikke at have printeren stående hverken i produktionshal eller hjemmekontor. Man sender i stedet den elektroniske CAD fil til en af de 3D print-shops som skyder op overalt i verden. Iværksættervirksomheder eller “Maker-virksomheder” vil skyde op som internetbaserede forretninger, der producerer nicheprodukter i små oplag.

Et eksempel på en “Maker-virksomhed” er et firma som producerer og sælger (politisk ukorrekte) våben og kampudstyr tll LEGO-mænd. Rimeligt uskyldigt når det er til LEGO samlere (voksne mænd), men man kan allerede nu printe funktionsdygtige våben fra hjemmekontoret. Våben tegninger i 3D ligger tilgængelig på nettet og en bevægelse i USA har startet kampen om retten til frit at downloade og printe sit eget våben.

Man kan tale om en demokratisering af adgangen til produktionsmidlerne. Det kræver ikke længere stor kapital at starte en produktionsvirksomhed. Det er opnåeligt for mange mennesker og designteams står klar til at hjælpe med udførelse af idéer og hjælpe med efterfølgende produktion.

Lokal 3D produktion

Med udbredelsen af 3D-printere og 3D-printcentraler er produktion flyttet ind i den digitale tidsalder. Det kan blive nemt at printe og producere lokalt med 3D-teknologien og på den måde trække produktionen hjem fra Fjernøsten.

 

3D Printer

Mere 3D print

Se filmen om hvordan du kan blive din egen designer:

» Shapeways 3D Printing & the Culture of Creativity

3D shopping hos Shapeways, hvor man kan købe, sælge og bestille udprintning af 3D printprodukter i materialerne plastic, metal, keramik og glas.

» Shapeways.com

Præsentation af 3D-printeren MakerBot:

» The MakerBot Replicator 2

 

Du kan i øvrigt læse mere om 3D print og MAKER samfundet i bogen:
MAKERS – The new industrial revolution af Chris Anderson.

 


© Januar 2013, Anne Louise Stargate